torsdag den 30. juli 2015

Aromaterapi


Jeg er i øvrigt begyndt at bruge essentielle olier her over de seneste par måneder. Det er måske lidt hippie-agtigt, og jeg vil ikke sige, at jeg altid synes, det virker, men hey - i værste fald dufter det bare godt og virker ikke.


Det kom så af, at jeg pludselig blev vældigt glad for saunagus. Saunagus er dampbade med essentielle olier, der skulle have en gavnlig virkning på både krop og sjæl. Selvom jeg jo ikke er glad for varme, så er saunagus noget af det mest livgivende, jeg har prøvet. Så skønt, og hvis du ikke allerede har prøvet det, så kan jeg varmt anbefale det. Jeg går til saunagus i Frederiksberg Svømmehal, hvor der er søndagsarrangementer med tre sessioner for både blandet køn og kun for kvinder. Der er også saunagus i svømmehallens kurbad. Jeg har også været til saunagus hos Sjællandsgade Bad, da de øvede sig til DM i saunagus. Her kan man være nøgen eller have badetøj på.

Hjemme har jeg indtil videre kun en beskeden samling olier, men det er fint. Jeg synes, de vigtigste for mig er pebermynte, lavendel og citron. Dem når man langt med.

Allergi: Når min allergi er slem, så hjælper det at tage 1 dråbe grape, 1 dråbe lavendel og 1 dråbe pebermynte i hånden og dække næse og mund med den og trække vejret 15-20 gange.

Hovedpine: Jeg blander et par dråber pebermynte i mandelolie og masserer det på tindinger og i nakke. Af og til blander jeg også sandeltræ eller lavendel i, der begge virker beroligende og afslappende, da meget af min hovedpine skyldes spændinger.

Lændesmerter og hekseskud: Her bruger jeg sandeltræ i mandelolie.

Søvnløshed: Jeg drypper et par dråber lavendel på min pude lidt før sengetid. Nogle gange også sandeltræ. Jeg kan godt lide, at sandeltræ er lidt krydret. Det er også afslappende at massere fødderne med lavendelolie.

Maveproblemer/oppustethed: 1 dråbe pebermynte i et glas vand (tjek, den dur til indvortes brug).

Morgenritual: 1 dråbe citronolie i glas vand som det første om morgenen. Skulle virke udrensende for leveren, og så smager det godt.

Træthed: At indånde grape (eller andre citrusolier) virker opkvikkende.

Det er nogenlunde det, jeg bruger olierne til i øjeblikket, men man kan bruge olierne til så godt som alt. Jeg har samlet en del tips og tricks til brug af olierne på mit Pinterest-board Healthy soul and body, der er mit helse-else-board med især olier og yoga-inspiration.

Jeg skal på et tidspunkt have skaffet mig en oliebrænder, så det bliver nemmere at gå og indånde olierne i  dagligdagen. Sådan en havde jeg, da jeg var ung, men den er røget ud for længst, og jeg gider ikke give en mindre formue for den. Så jeg går og venter på, at jeg finder en på et loppemarked.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar